Maldiverne med børn
Det er aldrig for tidligt at begynde at rejse. Uanset alder har man glæde af at opleve andre himmelstrøg – og er rejsen tilrettelagt ordentligt, kan man rejse hvor som helst hen med børn, store som små. Og man kan naturligvis også rejse til Maldiverne med børn.
Hvert år hilser øgruppen i Det Indiske Ocean børnefamilier fra hele verden velkommen. Og det er nemt at forstå, hvorfor de paradisiske øer er en favorit for mange familier. Det krystalklare, rolige vand. Det kridhvide sand og palmernes blide susen i den sagte brise. Stranden og vandet – også under overfladen – er en uudtømmelig kilde til leg og aktiviteter.
Her er helt fortryllende og de smukke omgivelser giver de bedste betingelser for at være sammen som familie. En dejlig villa tæt på vandet. Liggestolene under palmetræerne. Og snorkelmasken, svømmefødderne og badevingerne. Det er ikke mange ingredienser, I behøver for at skabe den perfekte ferie, når blot omgivelserne er så eventyrlige, som de er i det tropiske paradis Maldiverne.
Maldiverne – et eksotisk paradis for familier med børn
Når I besøger Maldiverne som familie, er det som at træde ind i en nærmest uvirkelig verden, hvor tiden står stille. Her er tid til nærvær og leg, og roen sænker sig umærkeligt, så snart dine bare tæer rammer det fine, hvide sand. Atol-nationen danner den perfekte ramme om en uvurderlig familierejse, I vil huske resten af livet.
Bliv klogere på Maldiverne med børn
Spørgsmålene om, hvilke hoteller der egner sig bedst til børn, hvorvidt om der er noget at lave for børn i den aldersgruppe, lige netop dine børn er i, hvad I skal lave, når I er der, og hvad en familierejse til Maldiverne overhovedet koster, kan du blive klogere på her. Eller finde ud af med ganske få klik.
Stort set alle resorts på Maldiverne er bilfri. Man kommer i stedet omkring på cykel, som de fleste steder kan lånes gratis på resortet, eller i små, eldrevne golfvogne. Maldiverne er derfor et trafikmæssigt meget sikkert sted at bevæge sig rundt og opholde sig. Men hold godt øje med familiens yngste i vandet. Der er ingen livredder, og hverken hav eller pool er indhegnet. Vi anbefaler også, at du lader være med at gå for langt ind i vildnisset og stille dig under en kokospalme – kokosnødderne er både store og tunge, og de er ikke sjove at få i hovedet.
Bo med børn på Maldiverne
Den typiske boform på Maldiverne er villaer, der hovedsageligt er opført med henblik på par – to personer på bryllupsrejse vil typisk gerne dele en dobbeltseng. Der er dog som regel mulighed for en opredning, f.eks. på sofaen. De fleste resorts har umiddelbart ikke mulighed for to opredninger i villaen/værelset. Så selv om resortet måtte tillade to voksne og to børn, er det muligvis med en enkelt opredning. Det betyder, at det yngste barn formentlig forventes at sove på en opredt sofa eller i forældrenes seng – også selv om det er et barn på 8-10 år. Dette gør sig også gældende, selv om boligerne efter europæiske standarder er ganske store. Booker I to identiske villaer, er der desuden ingen garanti for, at I kommer til at bo ved siden af hinanden. Det er dog en mulighed at kontakte resortet efter bookingen og ønske en bestemt placering – i visse tilfælde kan det efterkommes, men det er uden for Let’s do’s ansvar.
Bo på vandet eller på stranden?
Når I vælger bolig på Maldiverne, er der som regel to typer villaer at vælge imellem, en vandvilla eller en strandvilla. De forskellige muligheder er, præcis som de lyder. En villa på (pæle på) vandet eller en villa på stranden. Begge dele er virkelig lækkert, så det er op til jer og jeres præferencer, hvad I vælger.
Dog er det værd at bemærke, at en villa på vandet ligger lidt længere fra restauranterne, børneklubben eller vand-/strandaktiviteterne på selve øen. Det kræver derfor en lille gåtur, før I kan bruge faciliteterne. Til gengæld er det muligt at snorkle direkte fra terrassen ved højvande i de fleste vandvillaer. Villaerne er imidlertid ikke er bygget over de allerflotteste koralrev, da hele hemmeligheden ved disse er, at de trives bedst, når de er uforstyrrede. Læs mere her, for mere information om boligmuligheder på Maldiverne med børn.
Transfer – speedbåd eller vandfly?
Der er flere muligheder for at bevæge sig rundt på Maldivernes magiske atoller, når først I er landet i den internationale lufthavn i Malé. Her er kun en kort gåtur til havnen, hvor I med speedbåd kan blive sejlet til jeres resort. Det er den billigste og hurtigste måde – og den er sjov for børn – men kræver, at jeres resort ligger på en af de nære atoller. Med vandfly (der også er en stor oplevelse for børn i alle aldre) eller indenrigsfly kan I komme til fjernere atoller. Her finder I de mere uberørte strande og koralrev, men vær opmærksom på den længere transfertid og evt. ventetid – og dermed den dyrere pris for transfer, da den afregnes pr. person.